We're hiring!

19-årig hackede flyselskab og fløj gratis

En 19-årig mand fra Holland hackede sig til en million point hos et flyselskab og fløj gratis til Las Vegas

Hvordan betaler en hacker for flyveturen til en hacker-konference i Las Vegas, USA?

Med flypoint han har hacket sig til, naturligvis.

Den blot 19 år gamle Olivier Beg fra Holland hackede det amerikanske flyselskab United Airlines og scorede sig en million 'frequent flyer miles'.

Det skriver Travel & Leisure.

20 fejl i systemet

Pointene var en belønning til teenageren, der formåede at påpege intet mindre end 20 fejl i selskabets sikkerhedssystemer.

Selskabet har siden sidste år kørt en kampagne, hvor de udlover dusører til alle, der kan finde fejl i sikkerhedssystemerne.

For hver fejl fik Olivier Beg derfor en dusør, hvor den største, han vandt for én fejl, var på 250.000 point.

Turen til Las Vegas tidligere på måneden kostede ham blot 60.000 'frequent flyer miles' og fem euro (37 kroner, red.) i lufthavnsskat, så han har derfor stadig en hel del point i overskud.

En 'etisk hacker'

Olivier Beg har hacket, siden han var 13 år gammel, og kan efterhånden betegne sig selv som professionel hacker.

På hans egen LinkedIn-profil har han blandt andet påtaget sig titlen som 'etisk hacker' hos det hollandske Insite Security BV og er også blevet udnævnt som chefforsker hos firmaet Zerocopter.

Han har endda hacket sig til 5000 amerikanske dollars (32.800 kroner, red.) for at finde fejl i både Facebooks og Paypals systemer.

Flere teknikkyndige har vundet gevinster som led i United Airlines' hackerkampagne, som de satte i luften sidste år.

Men der er heldigvis lettere måder at skaffe sig billige rejser på - for eksempel blaffede denne kvinde sig gennem verden for kun 1300 kroner.

Original article